Thi jeg er fjorten, og går i 8.x på Glyngøre skole, og jeg er så heldig, at jeg nærmest aldrig får lektier for – men vi får dog lektier for, og jeg vil da lige smide en novelle ind her, som jeg fik besked på at skrive.
Adgang forbudt
Regnen trommede ned på loftsvinduerne, der afslørede en oktobergrå efterårshimmel. Alligevel strømmede lyset ind og farvede gyldne striber i luften, hvori tusinder af støvpartikler dansede vals med hinanden. Lyset nåede dog ikke ned på gulvet, det var som om, lyset stoppede halvvejs nede ved jorden og siden hen besluttede, at det trods alt var sjovere at lege med støvpartiklerne, end det ville være at lege med det stillestående gulv. På det gulv sad jeg og vuggede stille mig selv, mens jeg åndsfraværende gloede ud af den lukkede lagerhals store, knuste vinduer. Ikke at mine øjne så noget som helst, det føltes bare mere afslappende for øjnene at lade dem ligge helt stille og ikke opfatte noget som helst. Sådan tænkte jeg bedst, og jeg tænkte netop nu. Jeg havde været forelsket i ham i uendelig lang tid. Selvfølgelig havde jeg forsøgt at glemme ham, for jeg troede ikke nok på mig selv til at turde gøre noget ved det. Jeg havde forsøgt at glemme ham, for han var populær, selv om han ikke gik klædt som de andre, selv om han ikke gik op i de samme ting som de andre, selv om han egentlig var ligeglad med andres meninger. Sådan havde jeg i hvert fald opfattet det, når alverdens personer flirtede med ham, og han ikke afviste dem, men lod dem komme ind i varmen, lod sig rive med, og derefter lod han som om, der ikke var sket noget – for det var der ikke. Jeg forsøgte at glemme ham, fordi han var – som jeg messende fortalte mig selv hver aften – en idiot, der legede med andres følelser og derefter droppede dem. Egentlig havde jeg vel også forsøgt at glemme ham, fordi jeg godt vidste, det aldrig ville kunne blive ham og mig – men jeg håbede på, han ikke var som alle andre. Jeg forsøgte at få ham ud hovedet, fordi jeg godt vidste, jeg ikke var kærestetypen. Jeg vidste godt, jeg ikke var en person, man mødte og vurderede som potentiel kæreste. Sådan opførte jeg mig ikke, jeg kunne ikke finde ud af spillet. Jeg håbede, at jeg nærmest ved hjælp af telepati, kunne få ham ind i mit rodede spindelvæv af tanker og følelser – men der skete selvfølgelig aldrig noget. Et brag afbrudte mine tanker, og jeg vendte forskræmt blikket væk fra vinduet, for at rette fokus mod lyden. Stilheden skreg mig lydløst i hovedet, mens den på listetå dansede rundt i halvmørket, en, to, tre, fire, en, to, tre, fire. Jeg spærrede fortvivlet øjnene op i et forsøg på at udvide mit synsfelt, og jeg stirrede frem for mig i adskillige sekunder, før det gik op for mig, at der ikke var nogen, og stilhedens taktslag havde været mit eget hjertes banken. Mit hjerte bankede taktfast i mit inderste – jeg følte på min brystkasse, for at mærke efter, om hjertet havde forandret sig. Jeg kunne ikke mærke andet end en svag dunken. Blodet susede i ørerne, da jeg krummede mig sammen på gulvet igen. Jeg kunne jo ikke glemme ham – det var jo derfor jeg befandt mig her på gulvet. Det var jo derfor, jeg var taget til fest. Den latterlige fest. Hvis det ikke havde været for festen, havde jeg ikke været i denne vildrede af følelser, følelser, der strittede i mod hinanden, bekrigede hinanden, det var følelser, jeg ikke kunne forstå, og følelser jeg ikke kunne slippe væk fra. Jeg havde planlagt alt op til festen flere dage før. Tøjet var fundet, alt var planlagt og tilrettelagt, det hele passede som på en studs. Vodkaen blev købt ind og gemt ude i skuret, for at far og mor ikke skulle opdage, hvor stort mit alkoholindtag skulle være den pågældende aften, og alt skulle køre på skinner. Jeg ville fortælle ham, hvor stor en idiot jeg var, men at jeg håbede, han ville forstå, at det var okay med mig, hvis han ikke ville have mig. For det var okay – efterhånden var jeg kommet så langt ud i min forelskelse, at jeg egentlig ville acceptere hvad som helst, han kunne finde på. Efterhånden havde jeg været så langt ude som forelskelsens vilde vinde kan bære én, og jeg var så småt på vej tilbage til virkeligheden. Jeg havde ikke længere intentioner om at være sammen med ham, nu ville jeg bare fortælle ham, at han var gået glip af en masse. For det var han, sagde jeg til mig selv, som min selvtillid langsomt voksede i takt med, at forelskelsen svandt lidt hen. Han kunne da bare have forsøgt på noget, som han havde forsøgt det med alle andre, han mødte. Så kunne jeg have spillet med, så var der jo ligesom hul igennem, ikke sandt? Han kunne da vel ikke forvente, at jeg skulle lægge ud, der satte jeg godt nok grænsen – for hvad nu hvis, jeg havde mistolket hans signaler, og han slet ikke mente noget med hans indgående smil? Jeg kunne da ikke stole på min egen dømmekraft, når jeg nu var så fortabt i ham. – Men ikke længere, sagde jeg til mig selv, da jeg om aftenen satte mit hår, og fes af sted til festen. Ikke længere. Jeg rejste mig op og gik rundt i det store lokale. Mine fodtrin hørtes overalt i bygningen, som en marchtromme over kamppladsen råbte guderne om hjælp i krigen. Marchtrommerne bevægede sig hen mod vinduet og stod længe bare for at stirre. Så tog jeg fat i det knuste glas, klemte til, og brækkede et stykke af. Fascineret kiggede jeg på det og konstaterede, at det ikke var glas men plastik. Ikke at det gjorde nogen forskel for mig – plastikket føltes godt i hånden, og jeg studerede det med både hænder og øjne. Det var en smule bøjet på midten, hvor jeg havde klemt til, og enkelte farvede pletter, gjorde det næsten kønt at se på. Jeg lukkede øjnene, placerede plastikket foran ansigtet, og åbnede så min sjæls vinduer på vid gab. Jeg gloede forundret rundt i det nye lokale, der pludselig havde fået adskillige nye nuancer og former. – En anden virkelighed, fløj det igennem mine hoved, og satte mig ned på gulvet igen med plastikket knuget i hånden. Festen havde været i gang længe, da jeg ankom. Det gjorde ikke mig noget, for så kunne jeg bare smutte ind, uden folk ville lægge mærke til min stigende nervøsitet. Da knuden i maven blev for hård, besluttede jeg mig for at gøre det, og jeg åbnede min flaske spiritus. Da jeg satte flasken for munden, fangede han mit blik. Irriteret rullede jeg øjne af ham. Han skulle ikke tro, han var noget, det var mig, der styrede løbet i aften. Jeg slog pandehåret væk fra øjnene og drak store slurke af flasken, da han begyndte at bevæge sig hen mod mig. Blodet brusede i mine årer, jeg kunne ikke få vejret, og så løb jeg væk fra ham ind i den nærmeste flok af andre fulde mennesker. Da han endelig opgav at få kontakt med mig, trak jeg vejret dybt ned i lungerne, drak af flasken igen og først da begyndte jeg at slappe lidt af. Jeg tænkte, at han da ikke behøvedes vide noget. Alligevel vidste jeg, at jeg kunne blive tvunget til at sige noget til ham. Jeg sparkede til en stol på gulvet. – Fandens også! bandede jeg, da tankerne om festen begyndte at samle sig, sætte et indiskutabelt punktum på historien. Stolen skrabede hen ad gulvet, larmede og larmen gav ekko i rummet, et ekko blandet sammen med mit pludselige udbrud. Stilheden, der ellers havde hersket længe, blev gennemboret, og den kastede sig såret rundt i rummet – som et vildt dyr, stangede den og råbte og skreg sin smerte ud, indtil sårene begyndte at lægtes, og stilheden kunne tage sig sammen til at være nærværende igen. Nu havde jeg efterhånden ledt længe nok efter ham, og min berusede tålmodighed var ved at pakke sammen og gå hjem. Sådan gik jeg og fortalte mig selv, mens jeg knugede hænderne sammen i arrigskab – arrigskab over mit forsøg på at virke hård, arrigskab over flugten og endelig var der arrigskaben over, at mine øjne ikke kunne spotte ham nogen steder. Jeg stod ude på verandaen, da jeg endelig besluttede, at det da bare kunne være lige meget. – Han har slet ikke fortjent mig, betroede jeg til den nærmeste levende genstand, og jeg fik et miav til svar. Jeg bukkede mig ned og kælede lystigt for katten, der spandt og spandt, som skulle den tjene penge på det. Jeg var gået hen og blevet rigtig glad for katten, da jeg tænkte, at det var da fint nok, at han ikke ville have mig. Det var da okay, jeg kunne da klare mig alene. Fornøjet æltede jeg rundt mellem kattens ører, da en kraftig hånd, strejfede min. Jeg kiggede op og stirrede ind i de mest blå øjne, verden nogensinde havde set. Jeg sank en klump og indrømmede for mig selv, at det var ham. Hans mund begyndte at bevæge sig og udstøde sære lyde, der først lidt sent begyndte at lyde forståeligt for mig. -.. Tale med dig alene? sagde den. Jeg rejste mig igen og begyndte at gå rundt i lokalet. Jeg hoppede op og forsøgte at fange sollyset, forsøgte at hive dem ned til mig som selskab. Jeg kunne ikke, men det kunne vel være godt det samme. Regnen trommede stadig oppe på vinduet, og jeg spekulerede på, om jeg bare skulle tage hjem. Jeg fik jo ikke noget ud af at hænge her helt alene. Måske ville han slet ikke opdage, at jeg var gået. Måske havde han slet ikke tænkt sig at komme, han lavede måske bare sjov med mig. Jeg lynede min jakke op, og snøftede. Lydene flængede igen stilheden, men den beklagede sig ikke ret længe. Måske fornemmede den min nedtrykthed, måske ville den ikke ødelægge mine tanker, eller måske forstod den, at jeg trængte til at være alene. Jeg begyndte at gå mod udgangen, da jeg hørte andre skridt end mine egne. En dyb og alligevel blød stemme skubbede blidt stilheden i baggrunden. – Har du bemærket det store ’Adgang Forbudt’ -skilt udenfor? blev der spurgt. Jeg sank en klump. Det var ham. – Ja, svarede jeg.
