Ærligt talt, så er jeg kun her i verdenen for at genere andre. Der er jo ikke rigtig andet, jeg kan gøre, vel? Se det i øjnene, svagpissere: Om så jorden gik under, ville universet stadig fungere – vi betyder ikke en skid for universet.
Så hvorfor skulle vi være her? Ligegyldigt hvad vi gør, kan vi ikke ændre noget, der har noget som helst med det store univers at gøre.
Måske kunne man være heldig at ændre noget her på Tellus. Selv ved jeg, at jeg skal udrette noget, men ingen her på planeten kan nogensinde ændre noget i universet, og det hyler folk snot over. Så er det jeg lalleglad spørger, hvorfor vi så er her? Vi kan jo ikke forhindre døden i at tage os, og vi kan ikke ændre noget som helst i det her store univers.
Begrebet med et uendeligt univers er egentlig ufattelig latterligt. Intet kan være af ubegrænset størrelse, og nu skal folket vide den eneste rigtige sandhed: Universet er ikke uendeligt, universet er bare i evig udvikling: hvilket vil sige, at universet udvider sig hele tiden. Så kommer spørgsmålet: udvider sig? Udvider sig indeni hvad lige helt nøjagtigt? Hvis noget skal udvide sig, skal der vel også være noget rundt om det, der bevæger sig, for ligesom at tilkendegive at noget vokser eller bliver mindre – ellers er der ikke rigtigt noget at sammenligne med, vel? Hvad er der så uden om os?
Tænk hvis vi bare var små glaskugler i et andet væsens kuglespil: nøjagtigt som i slutscenen i MIB. Om jeg ville være ligeglad? Selvfølgelig ville jeg ikke det. Jeg ville ærge mig gul og grøn over, at mit univers var en kugle ved siden af tusinde andre kugler, i en kugle, der garanteret også bare var en kugle sammen med utallige andre, og så videre og så videre. Jeg ville ærge mig fucking til en hamburger, fordi jeg ville vide, at jeg aldrig ville få mulighed for at komme ud fra mit univers, og møde folk fra et andet univers – det ville selvfølgelig pisse mig af, at vide, det ikke kunne lade sig gøre? ALT ER FUCKING MULIGT I MIT HOVED, ville jeg råbe i min glaskugle. Og så ville jeg hoppe til bunden af kuglen (som ikke er der – fede lorte fiskeflabser) og hoppe og springe rundt, og gøre mig så synlig for de andre universer som overhovedet muligt – og så eller håbe på at andre universer ville ha’ ildsjæle, der gjorde det samme som mig.
Men det sker jo ikke vel, for bor vi i en glaskugle ved siden af andre glaskugler, der er i en pose med glaskugler, der igen er i en verden, der også er en glaskugle ved siden af andre glaskugler, eller skal vi bare indfinde os med, at bo i en verden med begrænset plads, og uden noget uden om? For vi kan jo aldrig være helt sikre, kan vi vel?
Og apropos de store spørgsmål: hvad helvede skal vi så med en mening med livet? Er det ikke nok, at vi er her? Selv har jeg det fint med at vide, at jeg ikke tjener nogen. – Og hvis vores univers var en glaskugle, ville jeg ikke se ejeren af glaskuglen som en gud, næh nej. Hvis vedkommende så meget som prøvede på at tale ned til mig, havde han fået fingeren på stedet, og en trækbasun skudt direkte op i røven. Ingen skal pisse på mig, sgu.
Herlige tanker
