by Ana Colin

Thi jeg er fjorten, og går i 8.x på Glyngøre skole, og jeg er så heldig, at jeg nærmest aldrig får lektier for – men vi får dog lektier for, og jeg vil da lige smide en novelle ind her, som jeg fik besked på at skrive.

Adgang forbudt 

Regnen trommede ned på loftsvinduerne, der afslørede en oktobergrå efterårshimmel. Alligevel strømmede lyset ind og farvede gyldne striber i luften, hvori tusinder af støvpartikler dansede vals med hinanden. Lyset nåede dog ikke ned på gulvet, det var som om, lyset stoppede halvvejs nede ved jorden og siden hen besluttede, at det trods alt var sjovere at lege med støvpartiklerne, end det ville være at lege med det stillestående gulv. På det gulv sad jeg og vuggede stille mig selv, mens jeg åndsfraværende gloede ud af den lukkede lagerhals store, knuste vinduer. Ikke at mine øjne så noget som helst, det føltes bare mere afslappende for øjnene at lade dem ligge helt stille og ikke opfatte noget som helst. Sådan tænkte jeg bedst, og jeg tænkte netop nu.                   Jeg havde været forelsket i ham i uendelig lang tid. Selvfølgelig havde jeg forsøgt at glemme ham, for jeg troede ikke nok på mig selv til at turde gøre noget ved det. Jeg havde forsøgt at glemme ham, for han var populær, selv om han ikke gik klædt som de andre, selv om han ikke gik op i de samme ting som de andre, selv om han egentlig var ligeglad med andres meninger. Sådan havde jeg i hvert fald opfattet det, når alverdens personer flirtede med ham, og han ikke afviste dem, men lod dem komme ind i varmen, lod sig rive med, og derefter lod han som om, der ikke var sket noget – for det var der ikke. Jeg forsøgte at glemme ham, fordi han var – som jeg messende fortalte mig selv hver aften – en idiot, der legede med andres følelser og derefter droppede dem. Egentlig havde jeg vel også forsøgt at glemme ham, fordi jeg godt vidste, det aldrig ville kunne blive ham og mig – men jeg håbede på, han ikke var som alle andre. Jeg forsøgte at få ham ud hovedet, fordi jeg godt vidste, jeg ikke var kærestetypen. Jeg vidste godt, jeg ikke var en person, man mødte og vurderede som potentiel kæreste. Sådan opførte jeg mig ikke, jeg kunne ikke finde ud af spillet. Jeg håbede, at jeg nærmest ved hjælp af telepati, kunne få ham ind i mit rodede spindelvæv af tanker og følelser – men der skete selvfølgelig aldrig noget.                    Et brag afbrudte mine tanker, og jeg vendte forskræmt blikket væk fra vinduet, for at rette fokus mod lyden. Stilheden skreg mig lydløst i hovedet, mens den på listetå dansede rundt i halvmørket, en, to, tre, fire, en, to, tre, fire. Jeg spærrede fortvivlet øjnene op i et forsøg på at udvide mit synsfelt, og jeg stirrede frem for mig i adskillige sekunder, før det gik op for mig, at der ikke var nogen, og stilhedens taktslag havde været mit eget hjertes banken. Mit hjerte bankede taktfast i mit inderste – jeg følte på min brystkasse, for at mærke efter, om hjertet havde forandret sig. Jeg kunne ikke mærke andet end en svag dunken. Blodet susede i ørerne, da jeg krummede mig sammen på gulvet igen.                   Jeg kunne jo ikke glemme ham – det var jo derfor jeg befandt mig her på gulvet. Det var jo derfor, jeg var taget til fest. Den latterlige fest. Hvis det ikke havde været for festen, havde jeg ikke været i denne vildrede af følelser, følelser, der strittede i mod hinanden, bekrigede hinanden, det var følelser, jeg ikke kunne forstå, og følelser jeg ikke kunne slippe væk fra. Jeg havde planlagt alt op til festen flere dage før. Tøjet var fundet, alt var planlagt og tilrettelagt, det hele passede som på en studs. Vodkaen blev købt ind og gemt ude i skuret, for at far og mor ikke skulle opdage, hvor stort mit alkoholindtag skulle være den pågældende aften, og alt skulle køre på skinner. Jeg ville fortælle ham, hvor stor en idiot jeg var, men at jeg håbede, han ville forstå, at det var okay med mig, hvis han ikke ville have mig. For det var okay – efterhånden var jeg kommet så langt ud i min forelskelse, at jeg egentlig ville acceptere hvad som helst, han kunne finde på. Efterhånden havde jeg været så langt ude som forelskelsens vilde vinde kan bære én, og jeg var så småt på vej tilbage til virkeligheden. Jeg havde ikke længere intentioner om at være sammen med ham, nu ville jeg bare fortælle ham, at han var gået glip af en masse. For det var han, sagde jeg til mig selv, som min selvtillid langsomt voksede i takt med, at forelskelsen svandt lidt hen. Han kunne da bare have forsøgt på noget, som han havde forsøgt det med alle andre, han mødte. Så kunne jeg have spillet med, så var der jo ligesom hul igennem, ikke sandt? Han kunne da vel ikke forvente, at jeg skulle lægge ud, der satte jeg godt nok grænsen – for hvad nu hvis, jeg havde mistolket hans signaler, og han slet ikke mente noget med hans indgående smil? Jeg kunne da ikke stole på min egen dømmekraft, når jeg nu var så fortabt i ham. – Men ikke længere, sagde jeg til mig selv, da jeg om aftenen satte mit hår, og fes af sted til festen. Ikke længere.                   Jeg rejste mig op og gik rundt i det store lokale. Mine fodtrin hørtes overalt i bygningen, som en marchtromme over kamppladsen råbte guderne om hjælp i krigen. Marchtrommerne bevægede sig hen mod vinduet og stod længe bare for at stirre. Så tog jeg fat i det knuste glas, klemte til, og brækkede et stykke af. Fascineret kiggede jeg på det og konstaterede, at det ikke var glas men plastik. Ikke at det gjorde nogen forskel for mig – plastikket føltes godt i hånden, og jeg studerede det med både hænder og øjne. Det var en smule bøjet på midten, hvor jeg havde klemt til, og enkelte farvede pletter, gjorde det næsten kønt at se på. Jeg lukkede øjnene, placerede plastikket foran ansigtet, og åbnede så min sjæls vinduer på vid gab. Jeg gloede forundret rundt i det nye lokale, der pludselig havde fået adskillige nye nuancer og former. – En anden virkelighed, fløj det igennem mine hoved, og satte mig ned på gulvet igen med plastikket knuget i hånden.                   Festen havde været i gang længe, da jeg ankom. Det gjorde ikke mig noget, for så kunne jeg bare smutte ind, uden folk ville lægge mærke til min stigende nervøsitet. Da knuden i maven blev for hård, besluttede jeg mig for at gøre det, og jeg åbnede min flaske spiritus. Da jeg satte flasken for munden, fangede han mit blik. Irriteret rullede jeg øjne af ham. Han skulle ikke tro, han var noget, det var mig, der styrede løbet i aften. Jeg slog pandehåret væk fra øjnene og drak store slurke af flasken, da han begyndte at bevæge sig hen mod mig. Blodet brusede i mine årer, jeg kunne ikke få vejret, og så løb jeg væk fra ham ind i den nærmeste flok af andre fulde mennesker. Da han endelig opgav at få kontakt med mig, trak jeg vejret dybt ned i lungerne, drak af flasken igen og først da begyndte jeg at slappe lidt af. Jeg tænkte, at han da ikke behøvedes vide noget. Alligevel vidste jeg, at jeg kunne blive tvunget til at sige noget til ham.                    Jeg sparkede til en stol på gulvet. – Fandens også! bandede jeg, da tankerne om festen begyndte at samle sig, sætte et indiskutabelt punktum på historien. Stolen skrabede hen ad gulvet, larmede og larmen gav ekko i rummet, et ekko blandet sammen med mit pludselige udbrud. Stilheden, der ellers havde hersket længe, blev gennemboret, og den kastede sig såret rundt i rummet – som et vildt dyr, stangede den og råbte og skreg sin smerte ud, indtil sårene begyndte at lægtes, og stilheden kunne tage sig sammen til at være nærværende igen.                    Nu havde jeg efterhånden ledt længe nok efter ham, og min berusede tålmodighed var ved at pakke sammen og gå hjem. Sådan gik jeg og fortalte mig selv, mens jeg knugede hænderne sammen i arrigskab – arrigskab over mit forsøg på at virke hård, arrigskab over flugten og endelig var der arrigskaben over, at mine øjne ikke kunne spotte ham nogen steder. Jeg stod ude på verandaen, da jeg endelig besluttede, at det da bare kunne være lige meget. – Han har slet ikke fortjent mig, betroede jeg til den nærmeste levende genstand, og jeg fik et miav til svar. Jeg bukkede mig ned og kælede lystigt for katten, der spandt og spandt, som skulle den tjene penge på det. Jeg var gået hen og blevet rigtig glad for katten, da jeg tænkte, at det var da fint nok, at han ikke ville have mig. Det var da okay, jeg kunne da klare mig alene. Fornøjet æltede jeg rundt mellem kattens ører, da en kraftig hånd, strejfede min. Jeg kiggede op og stirrede ind i de mest blå øjne, verden nogensinde havde set. Jeg sank en klump og indrømmede for mig selv, at det var ham. Hans mund begyndte at bevæge sig og udstøde sære lyde, der først lidt sent begyndte at lyde forståeligt for mig. -.. Tale med dig alene? sagde den.                   Jeg rejste mig igen og begyndte at gå rundt i lokalet. Jeg hoppede op og forsøgte at fange sollyset, forsøgte at hive dem ned til mig som selskab. Jeg kunne ikke, men det kunne vel være godt det samme. Regnen trommede stadig oppe på vinduet, og jeg spekulerede på, om jeg bare skulle tage hjem. Jeg fik jo ikke noget ud af at hænge her helt alene. Måske ville han slet ikke opdage, at jeg var gået. Måske havde han slet ikke tænkt sig at komme, han lavede måske bare sjov med mig. Jeg lynede min jakke op, og snøftede. Lydene flængede igen stilheden, men den beklagede sig ikke ret længe. Måske fornemmede den min nedtrykthed, måske ville den ikke ødelægge mine tanker, eller måske forstod den, at jeg trængte til at være alene. Jeg begyndte at gå mod udgangen, da jeg hørte andre skridt end mine egne. En dyb og alligevel blød stemme skubbede blidt stilheden i baggrunden. – Har du bemærket det store ’Adgang Forbudt’ -skilt udenfor? blev der spurgt. Jeg sank en klump. Det var ham. – Ja, svarede jeg.

Nikolaj har bedt mig om, at skrive endnu et blogindlæg i min lille blog – så har jeg i det mindste én læser, yay for det. Som den herlige person jeg er, kan jeg da kopiere Nikolaj lidt og indvie hele verden i mine hemmeligheder: Bag om vagabonden.

Tommelfingerreglen: Jeg sutter tommeltot, og det har jeg enddog altid gjort! Altid for at det ikke skulle være løgn – jeg har en video af mig i mors mave, hvor jeg sutter tommeltot. Ja, video. I ved, de der grimme, sorthvide ting, man ser på, når babyen stadig er i maven, som man alligevel ikke kan se en lallende baby på alligevel? Det optog min far på videokamera dengang i Juni 1992 – to måneder før min fødsel, to måneder før jeg både forpestede og forsødede andres liv.

 Uendeligt ørepilleri: Ingen hemmelighed er det, at jeg piller ører. Uafbrudt. Jeg har mange huller i ørerne, og de bliver nusset og kørt rundt med, og rykket i, og taget ud og i igen, hele tiden! Specielt de lange øreringe pilles der ved, dem sidder jeg og hiver i. Det har medført uendeligt meget betændelse i én af dem, så meget, at lægen krævede, jeg tog den ud. Så har jeg også engang pillet så meget ved en ørering, at den faldt ud, og jeg først opdagede det to dage senere, og så var den altså groet sammen. Apropros det med at gro sammen..

Sårpilleri: Jeg piller sår! Pille pille, kradse kradse, klø klø, rive, flå, ødelæg! Jeg kan virkelig ikke ha’ sår, uden at sidde og kradse det ulækre brune lort af! Det værste er, at jeg bliver irriteret, når det så begynder at bløde. “Æææyh, nu skal jeg vente endnu længere tid, før det er helet,” kan jeg sidde og surmule over, mens jeg giver mig til at kradse i andre sår.

Hensynstagen: Jojo, jeg tager fandeme hensyn, gør jeg! Men ikke over for mennesker, næh. Gamle damer i bussen rejser jeg mig sgu ikke for – for helvede, der er et sæde en meter længere nede? Folk, der falder, griner jeg af i stedet for at hjælpe dem op. Hvis mine veninder har kærestesorger, så begynder jeg -ubevidst- at tale om ‘Ååååååh så dejlige Anders’.

Forelskelser: Jeg er dårlig til at være forelsket! Virkelig, virkelig, VIRKELIG dårlig. For eksempel her for bare tre uger siden – jeg var fuldstændig forelsket i Anders. Nej hvor var han dejlig, lækker, sjov og sød på samme tid! Og han virkede interesseret i mig! Fik jeg nogensinde scoret ham? Nej. Jeg satsede alt på en fest, og så måtte det briste eller bære. Det bristede, for min venindes far kørte over et fortovskant og punkterede, og kunne ikke få reservehjulet fri, så da jeg endelig kom til festen, var der lukket for flere folk at komme ind. Senere fandt jeg så ud af, at han ikke havde været til festen, selvom han havde sagt til mig, at han ville komme.

Alkohol: Jeg er her for nylig stoppet med at drikke – ikke at jeg har haft nogen som helst former for alkoholproblem, og jeg har heller ikke drukket specielt meget, men jeg besluttede, at sammen med min nye identitet, hørte der sig også, at jeg måtte stoppe med at drikke mig hammerlam hele tiden. For det har jeg da gjort! Jeg har drukket mig selv så hammerlam, at jeg sov sammen med min ekskæreste i et træ, hvor vi lagde forfrosne og klemte os mod hinanden, før hun faldt ned og hev mig med. Jeg har været så knaldende stiv, at jeg lagde an på min bedste ven – og derefter løb ud og knækkede mig, fordi han virkede interesseret.

Pigekærester: Jeg har været forelsket i og kommet sammen med en pige ja – og det er egentlig ikke nogen hemmelighed, så hvorfor er den her.

Dovenskab: Åh gud, hvor kan jeg være dvask, doven og ugidelig. Tit har jeg lagt mig til at sove af bar kedsomhed, og jeg har også tit skulket fra huslige pligter, ved at sige, jeg var syg, og så gået i seng. Jeg har også ofte overtalt mig selv til at gå ud og løbe en tur, hvor jeg så vendte om efter halvtreds meter. Fandeme nej, det var sgu for hårdt.

Ærligt talt, så er jeg kun her i verdenen for at genere andre. Der er jo ikke rigtig andet, jeg kan gøre, vel? Se det i øjnene, svagpissere: Om så jorden gik under, ville universet stadig fungere – vi betyder ikke en skid for universet.
Så hvorfor skulle vi være her? Ligegyldigt hvad vi gør, kan vi ikke ændre noget, der har noget som helst med det store univers at gøre.
Måske kunne man være heldig at ændre noget her på Tellus. Selv ved jeg, at jeg skal udrette noget, men ingen her på planeten kan nogensinde ændre noget i universet, og det hyler folk snot over. Så er det jeg lalleglad spørger, hvorfor vi så er her? Vi kan jo ikke forhindre døden i at tage os, og vi kan ikke ændre noget som helst i det her store univers.
Begrebet med et uendeligt univers er egentlig ufattelig latterligt. Intet kan være af ubegrænset størrelse, og nu skal folket vide den eneste rigtige sandhed: Universet er ikke uendeligt, universet er bare i evig udvikling: hvilket vil sige, at universet udvider sig hele tiden. Så kommer spørgsmålet: udvider sig? Udvider sig indeni hvad lige helt nøjagtigt? Hvis noget skal udvide sig, skal der vel også være noget rundt om det, der bevæger sig, for ligesom at tilkendegive at noget vokser eller bliver mindre – ellers er der ikke rigtigt noget at sammenligne med, vel? Hvad er der så uden om os?
Tænk hvis vi bare var små glaskugler i et andet væsens kuglespil: nøjagtigt som i slutscenen i MIB. Om jeg ville være ligeglad? Selvfølgelig ville jeg ikke det. Jeg ville ærge mig gul og grøn over, at mit univers var en kugle ved siden af tusinde andre kugler, i en kugle, der garanteret også bare var en kugle sammen med utallige andre, og så videre og så videre. Jeg ville ærge mig fucking til en hamburger, fordi jeg ville vide, at jeg aldrig ville få mulighed for at komme ud fra mit univers, og møde folk fra et andet univers – det ville selvfølgelig pisse mig af, at vide, det ikke kunne lade sig gøre? ALT ER FUCKING MULIGT I MIT HOVED, ville jeg råbe i min glaskugle. Og så ville jeg hoppe til bunden af kuglen (som ikke er der – fede lorte fiskeflabser) og hoppe og springe rundt, og gøre mig så synlig for de andre universer som overhovedet muligt – og så eller håbe på at andre universer ville ha’ ildsjæle, der gjorde det samme som mig.
Men det sker jo ikke vel, for bor vi i en glaskugle ved siden af andre glaskugler, der er i en pose med glaskugler, der igen er i en verden, der også er en glaskugle ved siden af andre glaskugler, eller skal vi bare indfinde os med, at bo i en verden med begrænset plads, og uden noget uden om? For vi kan jo aldrig være helt sikre, kan vi vel?
Og apropos de store spørgsmål: hvad helvede skal vi så med en mening med livet? Er det ikke nok, at vi er her? Selv har jeg det fint med at vide, at jeg ikke tjener nogen. – Og hvis vores univers var en glaskugle, ville jeg ikke se ejeren af glaskuglen som en gud, næh nej. Hvis vedkommende så meget som prøvede på at tale ned til mig, havde han fået fingeren på stedet, og en trækbasun skudt direkte op i røven. Ingen skal pisse på mig, sgu.